Øg dine chancer, søg smart

 

Dit finansieringsbehov er et vigtigt pejlemærke for, hvor mange fonde & legater du skal søge. Når du har udarbejdet dit budget, kender du dit finansieringsbehov. Jo større finansieringsbehov, jo flere fonde & legater. Øg dine chancer ved at søge smart.

Dit finansieringsbehov er dit pejlemærke

Du får ikke al den støtte, som du søger. Har du et stort finansieringsbehov, så skal du naturligvis søge mange fonde & legater. Succesraten kan være meget forskellig og er afhængig af mange faktorer. En tommelfingerregel er dog, at du kan forvente en legatportion fra hver femte søgte fond eller legat – forudsat, at du opfylder alle kriterierne. Nordea-fonden offentliggør hvert år statistik på antal modtagne ansøgninger og antal uddelinger. I 2015 modtog de 2.669 ansøgninger om udlandsophold fra kandidatstuderende, hvoraf 563 modtog støtte.

Skal du eksempelvis læse en to-årig masteruddannelse i USA, hvor du selv skal betale din undervisningsafgift, så kan dit finansieringsbehov løbe op i mere end 300.000 kr. Det betyder, at du skal modtage støtte fra ti af de store fonde, da de typisk giver maksimalt 30.000 kr. i støtte per uddeling. Med tommelfingerreglen in mente, og afhængig af din profil, så skal du altså søge mere end 50 fonde & legater for at nå i mål.

Typer af fonde & legater

Mange af de store fonde uddeler typisk legatportioner til studie- og/eller praktikophold i udlandet til alle, der opfylder deres kriterier som eksempelvis en bestemt studieretning eller et vist karaktergennemsnit. Blandt de fonde som du altså med stor sandsynlighed kan få støtte fra, hvis du opfylder kriterierne, er eksempelvis Augustinus Fonden, Oticon Fonden, Nordea-Fonden, Otto Mønsteds Fond og Knud Højgaards Fond.

De store fonde vil typisk både kunne uddele større legatportioner og til flere ansøgere end de fleste andre fonde & legater, men de er som udgangspunkt også hurtigere til at kassere din ansøgning, hvis du ikke opfylder kravene eller hvis du ikke har indsendt den nødvendige dokumentation.

De små fonde & legater har ofte meget smalle og specifikke kriterier, som eksempelvis Cand.mag. Frøken Ellen Hartmanns Rejselegat der uddeler støtte til en kvinde, der studerer nordisk filologi ved Københavns Universitet, og som skal til Uppsala Universitet på udveksling. Hvis du opfylder kriterierne, er der til gengæld en god sandsynlighed for, at du kommer i betragtning til en uddeling.

De små fonde & legater uddeler typisk mindre legatportioner, så da skal du søge mange ad gangen og være sikker på, at du opfylder fonden eller legatets meget smalle kriterier.

Fonde & legaters støtteområder

Enhver fond eller legat har en fundats eller et formål. Det er deres overordnede retningslinier for, hvad de vil og kan uddele støtte til. Fonden eller legatet kan have et eller flere støtteområder med meget specifikke uddelingskriterier. Når du udvælger de fonde & legater, som du vil søge, så er det vigtigt og en væsentlig del af din forberedelse, at du sætter dig ind fondens eller legatets støtteområder og de krav de stiller til dig som ansøger. På den måde kan du bruge tiden på at sende ansøgninger til de fonde & legater, som gerne vil støtte netop dig og dine studieaktiviteter, og du undgår at bruge tiden på at sende ansøgninger til fonde & legater, hvor din ansøgning alligevel bliver kasseret.

Vælg de rigtige fonde & legater

Når du leder efter de fonde & legater, som du vil ansøge, er det vigtigt, at du laver smarte valg, da det øger dine chancer for succes. Du kan med fordel lave tre typer søgninger blandt alle danske fonde & legater på legatbogen.dk:

  1. søgning – Uddelinger per år
  • Vælg de kategorier som passer på dig, eksempelvis kategorien Studier & praktik i udlandet + underkategorien Lang videregående uddannelse
  • Sorter efter Uddeling per år
  • Vælg de fonde & legater, som har de største uddelinger, hvor ansøgningsfristen matcher din projektperiode, og hvor du opfylder alle kriterierne, som er beskrevet under fonden eller legatets støtteområde.
  1. søgning – Ansøgningsfrist
  • Vælg de kategorier som passer på dig, eksempelvis kategorien Studier & praktik i udlandet + underkategorien Lang videregående uddannelse
  • Sorter efter Ansøgningsfrist
  • Vælg de fonde & legater hvor ansøgningsfristen matcher din projektperiode, og hvor du opfylder alle kriterierne, som er beskrevet under fonden eller legatets støtteområde.
  1. søgning – Ansøgningsfrist og filtrering på fritekst
  • Vælg de kategorier som passer på dig, eksempelvis kategorien Studier & praktik i udlandet + underkategorien Lang videregående uddannelse
  • Sorter efter Ansøgningsfrist
  • Lav en filtrering på fritekst-ord, som eksempelvis navnet på dit gymnasium, din fødeby, dine forældres erhverv, din studieretning eller lignende
  • Vælg de fonde & legater hvor ansøgningsfristen matcher din projektperiode, og hvor du opfylder alle kriterierne, som er beskrevet under fonden eller legatets støtteområde.

Når du har lavet disse tre typer søgninger samt lavet dit udvalg af fonde & legater, så er du godt på vej og skal nu blot fortsat følge din fundraising-plan.

Find flere fonde & legater

5 hurtige tips

  • Brug dit finansieringsbehov som pejlemærke for antal fonde & legater, som du vil ansøge

  • Søg ikke fonde & legater, hvor du ikke lever op til kriterierne. Din ansøgning vil blot blive kasseret

  • Søg både de store fonde med de brede kriterier og de små fonde & legater med meget specifikke kriterier

  • Brug tid på at vælge de rigtige fonde & legater. Tag udgangspunkt i de anbefalede tre typer søgninger

  • Du kan forvente at modtage støtte fra hver femte fond eller legat, som du ansøger – forudsat at du opfylder alle kriterier

Forventet tidsforbrug: 2 timer

Ved at bruge Legatbogen.dk accepterer du vores Cookiepolitik og Persondatapolitik.