Motiveret ansøgning

 

Den motiverede ansøgning er din bedste mulighed for positivt at skille dig ud fra de andre ansøgere samt sætte dit personlige fingeraftryk på din ansøgning. Blandt CV, budgetter og årsopgørelser får du muligheden for med egne ord at beskrive, hvorfor du gerne vil modtage støtte til dit projekt.

Sådan skriver du en god motiveret ansøgning

Fonde & legater lægger i forskellig grad vægt på den motiverede ansøgning. Nogle vægter den forholdsvis højt, andre i mindre grad. Men skriv dig en ting bag øret: Hvis en fond eller et legat er i tvivl, om du skal have en legatportion eller ej, så er det ofte motivationen, der skubber dem til den ene eller den anden side.

En motiveret ansøgning skal indeholde en række informationer om, hvem du er, hvad dit projekt handler om samt en begrundelse for, hvorfor fonden eller legatet skal støtte netop dig og dit projekt. Der er ingen korrekt måde at skrive en motiveret ansøgning på, så du kan sammenfatte den, så den passer bedst muligt til dig. En god ansøgning er dog altid gennemarbejdet, velmotiveret, overskuelig, letlæselig og – ikke mindst – personlig.

Titel og introduktion

Lav en beskrivende og fængende titel til din ansøgning, så fonds- eller legatadministratoren hurtigt får et overordnet indtryk af, hvad ansøgningen handler om. Introducer dig selv og beskriv, hvad dit projekt handler om. Introduktionen skal være ganske kort og overbliksskabende.

Præsentation

Vis hvem du er gennem din fortælling om dig selv som engageret og dygtig inden for netop dit felt. Uddyb gerne din beskrivelse med eksempler, der illustrerer dine relevante faglige og personlige kompetencer. Fortæl om relevant erhvervserfaring, dit særlige engagement i dit projekt eller de fag, som vedrører eksempelvis dit studieophold i udlandet. Giv et godt indtryk af dig selv ved at gøre din ansøgning personlig, men ikke privat.

Formål

Beskriv formålet med dit projekt, så fonds- og legatadministratoren kan se, at deres eventuelle støtte vil gøre en forskel. Hvis du eksempelvis skal på et studie- eller praktikophold i udlandet, så beskriv hvilke personlige og faglige færdigheder, som du forventer at få ud af udlandsopholdet. Her må du gerne være konkret og tale om et specifikt fag eller specifikke aktiviteter, som du ønsker at deltage i. Det kan eksempelvis være at du skal besøge FN, mens du er i New York, og at du her kan udbygge dit professionelle netværk. Du kan også have planer om at lave frivilligt socialt arbejde under dit studieophold i Kina. Forklar, hvorfor du ønsker at rejse til det pågældende land og studere eller tage et praktikophold netop der. Det illustrerer, at du har et klart formål med studie- eller praktikopholdet, at du har forberedt dig godt, og at du har foretaget motiverede valg.

Målret din motiverede ansøgning

Sæt dig grundigt ind i fondens eller legatets uddelingspraksis og støtteområder, så du kan vise, at din ansøgning er relevant for fonden eller legatet. Redegør for, hvordan du opfylder kriterierne. Det kan eksempelvis være en god ide at tage afsæt i en eller to formuleringer fra fondens eller legatets beskrivelse af støtteområdet og skrive om dem med dine egne ord i ansøgningen. Beskriv levende og med afsæt i det faglige eller det personlige, hvorfor det netop er dig, der skal have din drøm opfyldt.

Hvis du søger flere fonde & legater, så kan du med fordel lave en standard-ansøgning, som du så blot tilretter til hver enkelt fond eller legat.

Hvis du i den motiverede ansøgnings sidste afsnit opsummerer, hvorfor fonden eller legatet skal støtte dig, er det her nemt og hurtigt at skrive et par ord, der stemmer overens med fondens eller legatets støtteområde og kriterier. Husk også at tilrette fondens eller legatets navn.

5 hurtige tips

  • Hold motivationen på en enkelt a4-side

  • Brug papir i A4-format. Andre formater er irriterende for fonds- eller legatadministratoren, der skal gennemgå mange hundrede eller mange tusinde ansøgninger

  • Lad være med at fifle med datoen i brevhovedet, hvis du er sent på den i forhold til ansøgningsfrister. Det er set før, og du bliver gennemskuet med det samme

  • Træk det frem fra dit projekt, der passer bedst sammen med den givne fond eller legats uddelingskriterier og fokuser på det i din motivation

  • Skriv med begejstring, så fonden eller legatet kan se, at du brænder for dit projekt

Forventet tidsforbrug: 3-4 timer

Hent skabeloner og eksempler

Ved at bruge Legatbogen.dk accepterer du vores Cookiepolitik og Persondatapolitik.